Din yndlingspodcast spiller i baggrunden, du er helt afslappet, og om tre åndedrag falder du i søvn. Men hov! Hvis ikke du åbner øjnene og slukker for lyden, vil din iPhone spille ufortrødent videre natten igennem. Uden grund og til stor gene, når du næste morgen skal forsøge at huske, hvor du kom til.
Vi har fundet løsningen på dit problem og 9 andre fede iPhone-funktioner, du lige pludselig ikke kan leve uden.
1. Skru ned for forbruget
Drømmer du om at skære ned på sociale medier, online shopping eller nyhedsjagt, men er du ikke indehaver af en god selvdisciplin? Så er der godt nyt. Apple giver dig nemlig mulighed for at sætte en tidsbegrænsning på dit app- eller mobilbrug, hvis du lidt for ofte har snuden begravet i skærmen. Tryk på Indstillinger > Skærmtid > Apptidsgrænser og tilføj så en tidsgrænse til lige nøjagtigt den app, der er din største tidsrøver. Funktionen er i øvrigt også ganske god til smartphoneafhængige unger.
2. Tilpas tastaturet til korte tommelfingre
Skærmen på iPhones bliver kun større, men desværre er samme ikke tilfældet med din tommelfinger. Har du også problemer med at nå bogstaverne helt ude i hjørnerne af tastaturet, når du skal formulere en besked med én hånd? Så har Apple tænkt over sagerne. Hold globus- eller smiley-ikonet på tastaturet nede, og vælg så mellem venstre- eller højrehåndstastaturet. Nu skulle du gerne kunne nå alle taster, og vil du tilbage til normalindstillingen, skal du blot trykke på den store, hvide pil i siden.
3. Blinkende beskeder
Larmende bip og brummende vibrationer kan være forstyrrende, når du sidder midt i et møde, eller når du prøver at falde til ro om natten. Men vidste du, at bip og brummen ikke er de eneste to funktioner, som kan fortælle dig, når en besked eller en notifikation tikker ind? Tryk på Indstillinger > Tilgængelighed > Lyd & visuel og vælg så ”LED-blink til advarsler”. Så skulle din telefon gerne blinke løs, når der er nyt, du skal forholde dig til.
4. Vibration tilpasset dine kontakter
Er du alligevel større tilhænger af vibration-funktionen, kan du tage skiridtet videre fra den klassiske brummen. Apple har nemlig tilføjet en smart funktion, som lader dig tilpasse rytmen, så din iPhone vibrerer forskelligt alt efter, hvem der vil i kontakt med dig. Gå ind på Indstillinger > Lyde & haptisk feedback > Ringetone > Haptisk feedback > Opret ny vibration og tryk så en rytme ind på skærmen med din finger. Herefter kan du knytte dit kunstværk til en person, der godt kunne bruge en specialkomponeret brummen.
5. Find batterislugeren
Løber din telefon alt for hurtigt tør for strøm? Enhver iPhone-ejers skræk er et lavt batteriniveau, og sker det gang på gang, er det tid til at gå på jagt efter synderen. Brug batterifunktionen som sladrehank ved at trykke på Indstillinger > Batteri og scroll så ned til "Batteribrug pr. app". Her afslører din iPhone, hvor meget dine forskellige apps og andre funktioner hver især bruger af strøm.
6. Slet ét ciffer på lommeregneren
Du er efterladt med opgaven at fordele middagsregningen mellem alle dine venner, men efter at have skrevet næsten hele regnestykket ind på lommeregneren, taster du ét ciffer forkert og må starte forfra. Er du ikke det store regne-geni, kender du sikkert til hovedpinen, og heldigvis har Apple lyttet til dine bønner. Hvis du blot swiper til venstre eller højre i feltet med dine indtastede tal, vil lommeregneren nemlig fjerne det sidste ciffer, du har skrevet ind. Smart.
7. Skriv dit kodeord med bogstaver
1234 er stadig blandt de mest brugte adgangskoder i verden, men vidste du, at dit iPhone-password slet ikke behøver at bestå af en talkombination? Tryk på Indstillinger > Face ID & adgangskode > Skift kode > Indstillinger til adgangskode og vælg så ”Speciel alfanumerisk kode”. Nu kan du i stedet gøre dit password både mere personligt og sikkert ved at skrive det med rene bogstaver. Så skal du bare beslutte dig for, hvad der skal stå.
8. Se lukkede faner
Din telefon har uden varsel lukket alle dine internetfaner ned i Safari, og nu leder du febrilsk efter den gode opskrift på kylling i karry, som du fik anbefalet forleden. Det er der heldigvis råd for. Når du har oversigten over alle dine åbne faner foran dig, skal du blot holde ”+”-ikonet inde, og så går der ikke mere end et splitsekund, før du kan se alle de faner, du senest har lukket ned. Ja, der er sjældent noget, som er helt tabt på en iPhone.
9. Opret emoji-shortcuts
Du kaster gladeligt om dig med emojis, men den evige swipen i smiley-kartoteket er ved at gøre kål på din glæde. Heldigvis er det ganske nemt at kvitte spildtiden ved at skabe tekstgenveje til dine favorit-emojis. Gå til Indstillinger > Generelt > Tastatur > Erstat tekst og tryk så på ”+”-ikonet øverst til højre. Er du for eksempel glad for smilyen, der kysser et hjerte afsted, kan du indtaste “Kyssesmiley” som genvej. Hver gang du derefter skriver ”Kyssesmiley” i en besked, vil din telefon ændre teksten til din valgte smiley.
10. Lad musikken slukke sig selv
Beroligende toner eller en god lydbog kan sende dig godt ind i drømmeland. Lige så behageligt det kan være at falde i søvn til lyd, lige så generende er det imidlertid, at din iPhone spiller videre natten lang, hvis ikke du får den slukket. Det kan din iPhone heldigvis hjælpe dig med. Gå ind på Ur-appen og vælg så Tidtagning > Når tidtagning slutter. Herefter trykker du på ”Stop afspilning”, inden du sætter tiden og trygt falder i søvn. Når tiden er gået, vil musikken stoppe med at spille, og du kan roligt drømme videre.
Kan en iPhone også gøre din hverdag en anelse nemmere? Så kan du købe en lige her. Er du i tvivl om, hvilken du skal vælge? Så kan du sammenligne alle de vigtigste iPhone-funktioner lige her.